På en overskyet dag går jeg op til Ravello, der ligger i 360 m’s højde. Opad, opad, opad, mellem huse og haver, olivenlunde og terrasser med citrontræer. Godt arbejde for puls og vejrtrækning. Det føles næsten som at løbe, i hvert fald hvad angår vejrtrækningen.

Efter bare 50 min står jeg på torvet i Ravello. En stor personlig tilfredsstillelse . Udsigten fra Ravellos store seværdighed, Villa Cimbrone, som ligger yderst på klippeplateauet, er en af de helt store attraktioner på Amalfi-kysten. En helt enestående udsigt ned over landskabet, byerne og havet under én.

På sådan en gråvejrsdag fortaber det svimlende udsyn sig dog i drivende tåger. Men det gør bare oplevelsen endnu mere speciel. Midt i det grå er der stadig et flot og skiftende lys over himmel, hav og landskab. Man føler sig hensat til et sted mellem himmel og jord.

Radiomanden og forfatteren Frederik Dessau er en klog mand, og jeg har nydt hans selskab på rejsen. I form af hans bog om tanker og oplevelser i Italien. Den handler om det at rejse som en måde at komme tættere på det, man rejser fra – at komme ind på det på en ny måde og se det med nye øjne i distancens klare lys.

Jeg læser også Olav Hergels roman Flygtningen. Elementært spændende, og en besk kommentar til den aktuelle udlændingepolitik og nogle mediers bidrag på det felt. Den kan anbefales. Men den er nok ikke lige sagen for dem, der ikke deler forfatterens indignerede udgangspunkt.

Et af de områder, Frederik Dessau ikke selv kommer tættere på ved at rejse, er religionen. Det gør til gengæld en af mine andre litterære rejsefæller, Ebbe Kløvedal Reich. Hans livs rejse førte ham tilbage til kristendommen, og i bogen ”I svampens hede” nåede han at berette om, hvordan det gik til.

Vandreturene går mellem bugnende citrontræer. Det pusler mellem klipperne langs stierne og trapperne. Nogle gange er det en snog, men som oftest er det firben. De piler af sted, men står så pludselig bomstille.

Sådan står vi så, firbenet på det varme stengærde, og jeg på stien. Fuldstændig ubevægelige, mens jeg tænker på, hvor sjældent moderne mennesker står så stille. Nyder det og beslutter, at det skal være firbenet, der bevæger sig først – ikke mig.

Til sidst flytter jeg dog blikket uden at røre resten af kroppen – og vips, er det væk. Både firbenet og øjeblikket.